Dag 22: Hipster-bydel og rooftop-bar

Fitzroy, Melbourne

Scroll this

Vi stod op lidt i ni for at nå den gratis morgenmad på vores hostel, og derefter tog vi afsted med en sporvogn til Fitzroy, der er et trendy kvarter fyldt med hipstere og en masse unikke butikker og caféer. Vi gik rundt og så noget street art, fik lidt at drikke og besøgte The Rose Street Artist’s Market. På vej ind mod centrum igen faldt vi over friluftsbutikken Kathmandu, der havde halv pris eller mere på alle varer. Da vi jo snart tager til New Zealand, var det passende at kigge nærmere på dette, og jeg endte med at købe to letvægtshåndklæder, en toilettaske, en sovemaske, en regnponcho og en vandtæt pose. Herefter tog vi en sporvogn tilbage til centrum, fik lidt frokost og brugte et par timer på vores hostel, hvor jeg blandt andet vaskede tøj og Michael færdigredigerede en af hans film.

Sidst på eftermiddagen mødtes vi med englænderen Greg og hans venner, da han havde sin sidste weekend i Australien efter at have været her i et år. På vej derhen stødte vi ind i vores ven Mark (også udvekslingsstudent i Brisbane), hvilket var noget af et tilfælde. Jeg havde i hvert fald ikke nogen idé om, at han også var i Melbourne. Vi gik videre og mødtes med Greg og hans venner på et bryghus, og senere tog vi alle videre på en populær rooftop-bar med god udsigt over Melbournes skyline. I blandt hans venner var jeg særligt begejstret for en australsk pige med italienske rødder, som var helt utroligt sød, flink og ganske nydelig. Hun var selvfølgelig gift med en af de andre af Gregs venner, men vi fik snakket meget sammen, og hun anbefalede også en god italiensk restaurant, vi vil prøve af senere. Da vi var på vej hjem, gav Greg mig ret i, at hun er noget særligt. Greg er en af den type personer, der har de samme meninger om andre mennesker forstået på den måde, at vi hurtigt er enige om, hvem af de få fælles personer, vi kender, der er super flinke, og hvem der for eksempel er irriterende og opmærksomhedskrævende.

Vi tog hjem omkring midnat, og tilbage på vores hostel opdagede vi hvor meget larm, der er i gaden lige ved siden af fra fulde folk. Godt jeg har mine formstøbte og effektive ørepropper! Indenfor blev jeg af en af receptionisterne beskyldt for at have svinet oppe foran værelset og blev bedt om at rydde op. Det kunne jeg ikke forstå noget af, men han fortsatte med at snakke om et spil kort, jeg havde lånt (hvilket jeg ikke havde) og en seddel, der var blevet sat op til mig med instruktion om at rydde op. Jeg var ret irriteret, men sagde bare, at jeg nok skulle gå op og kigge nærmere på den seddel. Selvfølgelig var der ingen seddel og intet rod (eller noget spil kort), og det hele var bare lidt mærkeligt.

Tags:

Submit a comment