Da vi i går klarede Great Ocean Road på én lang dag, men havde booket bilen i to, besluttede vi os for at se Phillip Island i dag. Inden vi kom så langt, tog vi dog forbi friluftsbutikken Kathmandu endnu engang for at benytte os af flere af deres gode tilbud. Jeg fik denne gang købt et par vandrebukser med zip-off-ben (praktisk, men indrømmet ikke særligt stilet), en fleece-trøje samt et regnslag til min lille taske.

I butikken mødtes vi med Greg, som vi spontant inviterede med aftenen forinden på vej hjem fra Great Ocean Road. På trods af hans år i Australien, hvor han har været alle tænkelige steder og flere måneder i Melbourne, havde han endnu ikke været på Phillip Island, så jeg tror han blev glad for, at han nu alligevel fik chancen.

Phillip Island er kendt for en særlig pingvinparade, der foregår hver dag ved solnedgang, hvor pingviner vandrer fra havet og hen over stranden i ly for natten, mens en masse turister kigger på fra specialbyggede tilskuerpladser. Vi kunne ikke blive til om aftenen, og det er også lidt af en turistmagnet, men alligevel kunne det nu have været sjovt at se. Øen er også kendt for sin Grand Prix Motor Racing Circuit, som vi kørte forbi to gange, samt 10.000-20.000 australske “fur seals” for enden af den ene spids. Vi tog derud, men kunne ikke få øje på en eneste. Vi vidste godt, at de vist var lidt uden for synsvidde, men vi var alligevel overraskede over, at vi ikke kunne se en eneste.

Det, vi til gengæld lavede på øen, var at tage et smut forbi Koala Conservation Centre, hvor vi fik set et dusin dovne koalaer, herunder én helt tæt på. Vi var også forbi Phillip Island Chocolate Factory på vejen hjem igen, men vi havde dog ikke tid til en tur rundt i deres produktionsfaciliteter, som ellers så ganske interessant ud.

Udover det begrænsede udbytte af selve øen havde vi nu en hyggelig tur med Greg som gæst. Han kunne blandt andet fortælle spændende historier fra hans ti år i det engelske politi som intelligence supervisor, hvor han er med til at lave forskellige former for overvågning af alt fra terror til kriminalitet, og jeg kunne senere på turen glæde mig over at være den første, der fik ham til at købe og drikke en chai latte, som han ikke anede hvad var. Det på trods af, at han er englænder og drikker mange kopper te hver dag (har selv bevidnet dette i Byron Bay, hvor jeg mødte ham sidst i september).

Efter at have afleveret bilen og tjekket ind på endnu et nyt værelse på et hostel gik vi på Pellegrini’s Espresso Bar efter aftensmad. Det var et sted, vi havde fået anbefalet af en kvinde med italienske rødder, vi mødte i byen i lørdags, og vi havde på forhånd læst, at det var lidt af en institution i Melbourne. Det var da også ganske hyggeligt, og ejeren gennem de sidste 40 år tog pænt imod os. Et sigende eksempel på den særligt uhøjtidelige og tidsløse stemning var, at ejeren, da jeg spurgte, om han havde en menu, vi kunne se, pegede op på væggen og sagde, at den hang der, og det havde den gjort de sidste 60 år. Vi fik en gang pasta og tærte, og bagefter kom Kristine og Sofie kort forbi for at sige farvel og på gensyn i Danmark.