Dag 40: Premiere på The Hobbit 3

Weta Cave, Wellington, New Zealand

Scroll this

Vi stod op klokken 3.40 for at nå vores flyafgange fra lufthavnen i Christchurch. Jeg kom ikke i seng før omkring midnat, så jeg havde en lang dag i vente forude. Dagen blev kun endnu længere af, at jeg for et par uger siden købte billetter til premieren på The Hobbit 3: The War of the Five Armies lige efter midnat!

Da jeg ankom til lufthavnen i Wellington, ringede jeg til biludlejningsselskabet Jucy for at blive hentet og få den bil, jeg havde bestilt. Det er en mellemting mellem de sidste to ugers transportform, idet jeg nu har en camper van, som er en slags stationcar, hvor bagsæderne fungerer som sofaer med bord om dagen og kan foldes ud til en seng om natten. Bagagerummet er et lille køkken med køleboks, et enkelt gasblus, håndvask, vandbeholder og diverse service. Desuden skal det nævnes, at Jucy er et af de største udlejningsselskaber her i New Zealand. Det er i hvert fald klart dem, vi har set flest af i de to første uger, fordi de er så nemt genkendelige i deres ikke særligt kønne grønne og lilla farver. Derfor føler jeg mig lidt som et kørende reklameskilt, hvilket er knap så fedt.

Denne dag skulle bruges i Wellington, mens jeg ventede på biografpremieren ved midnat, og jeg startede derfor med at handle mad ind i et supermarked og købe nogle dvd-film. I taget er der nemlig en smart lille sammenklappelig dvd-afspiller til de regnvåde dage. Herefter kørte jeg til Weta Cave, der er en butik og et minimuseum for Weta Workshop og Weta Digital, der gennem mange år har lavet special effects til store film. De er kendte fra film som Lord of the Rings, The Hobbit, District 9 og King Kong, men de laver også animationsfilm som fx The Adventures of Tintin af Steven Spielberg. Desuden er de en af de få studier, der kan stå for alle slags special effects i en given film. Det var sjovt at se modeller af diverse kendte figurer i deres butik og bladre i bøger, der viser produktionsprocessen. Jeg så også en lille dokumentar om deres arbejde, og så var jeg på en guidet tur i deres workshop. Her fik vi indblik i, hvordan diverse ting og effekter bliver lavet, så diverse maskiner og mennesker arbejde med nogle kommende film, og vi fik lov at røre ved nogle udvalgte ting. Det er utroligt, hvor godt de kan få et plasticsværd til at ligne gammelt, tungt og slidt metal.

Herefter kørte jeg sydpå ud til vandet for enden af en vej, hvor jeg vidste, der lå en parkeringsplads, hvor man måtte campere gratis. Det skal nævnes, at der var heftig regnvejr siden morgenstunden, og jeg stadig var meget træt, så der var ikke så meget andet, jeg kunne overskue. Jeg fik noget mad, så en film og tog så en lur på et par timer.

Da jeg skulle lave aftensmad, oplevede jeg en af ulemperne ved denne camper van. Dels kan man kun bruge ét gasblus, dels skal man gøre det med bagsmækken åben, hvilket ikke er så sjovt (eller nemt) i regn- og blæsevejr. Nå, men jeg fik da lavet et-eller-andet, og bagefter kørte jeg så ind til Wellington centrum for lige at se lidt af byen, inden jeg havde aftalt at mødes med en pige via CouchSurfing, der var stor Tolkien-fan.

Vi mødtes ved biografen og gik ud og fik en lækker belgisk vaffel samt en enkelt drink på en hyggelig bar fyldt med bogreoler. Ved midnatstid gik vi hen til biografen, og det viste sig nu, at det åbenbart var stedet at se premieren. Jeg er ret sikker på, at den blev vist flere steder i byen, og jeg valgte vist bare et tilfældigt sted, da jeg købte min billet. Men derfor var det sjovt at se, hvor mange der var mødt op i udklædning, og der var også udstillet en håndfuld af nogle af de kostumer, der blev brugt i filmen. Filmen blev vist i en kæmpe sal og blev indledt med en lille særlig videohilsen fra Peter Jackson og nogle af skuespillerne og crewet henvendt til New Zealand og newzealændere. Det var sjovt lige at få det med, og filmen var ganske udmærket.

Lidt i tre kørte jeg nu tilbage mod vandet, hvor jeg også var om eftermiddagen. Jeg kom i seng mere eller mindre præcist et døgn efter, at jeg var stået op i Christchurch.

Tags:

Submit a comment