I dag havde jeg store ambitioner om at komme tidligt op, så jeg kunne nå at gå Tangariro Alpine Crosssing, der er en af New Zealands (og verdens) bedste endagsture. I går ankom jeg lige efter, turistkontoret var lukket, og selv om jeg var der igen i dag en halv time efter åbningstid, var det stadig for sent – damen fortalte mig, at jeg ikke ville kunne nå at køre dertil og arrangere den nødvendige transport fra start til slut, men at der var andre gode ture i området. Jeg var lidt skuffet, for jeg vidste også, at vejret i morgen ville være for dårligt til at kunne gå turen, og jeg kunne ikke blive længere end det.

Nå, men jeg skyndte mig sydpå de cirka 100 kilometer, men jeg skyndte mig nok lidt for meget. På vejen blev jeg nemlig taget af politiet i at køre for stærkt. Politibilen kom lige pludselig kørende mod mig og kunne åbenbart måle min hastighed. Nu gik jeg fra at være skuffet til bitter, ja nærmest ked af det. Jeg kan selvfølgelig kun tillade mig at være sur på mig selv, og politidamen var såmænd flink nok. Faktisk spurgte hun interesseret ind til mine planer, og det endte faktisk med, at det, hun fortalte, blev afgørende for mine planer resten af dagen.

I stedet for den mest kendte og populære tur – som skulle tiltrække i hundredevis af vandrere om sommeren – tog jeg en tur til Tama Lakes via Taranaki Falls. Det var en ganske fin tur med flot udsigt hele vejen, og der var bemærkelsesværdig få vandrere. I alt mødte jeg nok højst tyve andre på denne rute. Efter at have passeret de to blå og helt stillestående bjergsøer sluttede ruten, men jeg følte mig stadigvæk frisk og var fristet af synet af det kendte Mount Ngauruhoe, også kendt som Mount Doom, hvor en vis hobbit ved navn Frodo i sin tid smed Ringen i efter en lang og sej rejse. Jeg fortsatte helt hen til foden af bjerget, hvorfra jeg havde en fantastisk udsigt og holdt min frokostpause. Der var ingen mennesker at se, så langt øjet rakte, og der herskede en – modsat i Ringenes Herre – fredfyldt stemning rundt om bjerget.

Turen tilbage igen var, ikke overraskende, knap så spændende. Der var længere, end jeg huskede, selvom jeg dog holdt styr på tid og distance med Endomondo-app’en. Derudover havde jeg ikke taget nok vand med, og det begyndte at påvirke mig nu. Selvom jeg havde brug for vand, valgte jeg at gå så hurtigt, jeg kunne, samt løbe lidt på de flade og let dalende strækninger. Jeg nåede omsider ned til bilen og drak en masse vand. På turen tilbage til samme campingplads som i går begyndte jeg at få hovedpine og blive dårlig, og det gik også op for mig, at jeg ikke bare var en smule dehydreret, men også havde fået for meget sol på trods af primært overskyet vejr.

På trods af, at jeg drak en masse vand og senere tog et par piller, gik hovedpinen dog aldrig væk, og da jeg gik i seng efter at have spist og set endnu en film fra samlingen, var det med håbet om, at jeg ville vågne op frisk igen den næste morgen.