I dag tog vi tidligt afsted ud til Brisbanes mest berømte turistattraktion: Lone Pine Koala Sanctuary, der er verdens største og ældste koalareservat startet tilbage i 1927. For at få en idé om deres popularitet, kan man se deres Wall of Fame, hvor en masse berømte personer, herunder kendte musikere og skuespillere, krammer en koala. Jeg var der tilbage i juli, men det er et hyggeligt lille sted, så det var rart at være tilbage. Udover koalaer har de også alle de andre specielle australske dyr, herunder en masse tamme kænguruer man kan klappe og fodre. Vi startede med at fodre vilde regnbuefarvede papegøjer, der fløj rundt om hovederne på én og skræppede på livet løs. I løbet af dagen så vi også et fårehyrdeshow, fremvisning af rovfugle og et lille oplæg om koalaerne. Vi fik selvfølgelig også krammet en koala samt klappet og fodret en masse kænguruer.
Tilbage i Brisbane gik Else og jeg over til min australske veninde Lizz, der bor i samme bydel, for at snakke lidt praktiske detaljer igennem, da vi skal bo der nogle dage omkring nytår. Det er et hippiehus, hvor der var godt rodet efter en festlig aften i går, men dem, der bor der, er virkelig søde og lader os bo der meget billigt.
Om aftenen tog vi ud til Eat Street Markets, der er et asiatisk-inspireret udendørs marked med en masse madboder, håndværksboder og livemusik indrettet i en masse skibscontainere. Jeg var der én gang, mens jeg studerede, og ville meget gerne tilbage dertil. Vi delte en række forskellige retter fra forskellige verdensdele, og til dessert fik vi den berømte cronut, der er en blanding mellem en croissant og donut. Jeg har kun set den ét andet sted, og det var på en café i Sydney i en lille udgave. Så fik jeg også omsider det krydset af på listen og kunne med ro i sindet tage tilbage til lejligheden. På vej tilbage tog vi en af færgerne, hvorfra vi kunne nyde udsigten med de oplyste broer og bygninger samt, ikke mindst, de høje skyskrabere, der står tæt langs havnefronten nord for Brisbane River.