Vi havde en stille og rolig formiddag med lidt morgenmad på sengen, inden jeg mødtes med Morten ved middagstid, da vi havde planer om at surfe, hvis forholdene var til det. Bølgerne var fine, selvom det var overskyet, og vejrudsigten lovede heftig regn i dag. Henrik og Kasper ville også gerne med, og derfor lejede vi hver et surfbræt i en halv dag.
Da vi var godt i gang med at kæmpe med og imod bølgerne, begyndte det at regne. Selvfølgelig havde jeg ikke puttet mine sko i min vandtætte taske, så de var fuldstændig gennemblødte, da vi efter en times tid gik op for at holde en pause. Jeg hoppede hjem forbi, fik et varmt bad og noget tørt tøj på, og mødtes så med de andre på en strandcafé til noget frokost. Herefter surfede vi videre, denne gang med silende regn og alle ting i den vandtætte taske.
Vi slappede af et par timer og spiste et par wraps til aftensmad på vores hostel, inden Søren og jeg tog på The Beach Hotel for at mødes med Morten, Henrik og Kasper. Der var live-musik med en DJ flankeret af trommeslager, percussionist og saxofonist, som jeg gerne lige ville tjekke ud. Det fungerede udmærket, og jeg har også selv prøvet noget lignende med DJ, trommeslager og bassist.
Jeg tog hjem før de andre og flyttede bilen ud på vejen foran vores hostel, så Morten og Henrik kunne bruge den til at sove i, hvis ikke de fandt andre muligheder. De havde nemlig flere gange i løbet af dagen forsøgt at finde et sted, men alt er optaget eller kræver minimum to nætter.