Dag 65: North Stradbroke Island

North Stradbroke Island

Scroll this

I dag var dagen, hvor jeg endelig fik besøgt North Stradbroke Island, der ligger tæt på kysten lidt syd for Brisbane. Fordi vi skulle relativt tidligt hjem for at nå vores fly, stod vi op klokken halv syv, og turen hele vejen med tog, færge og bus til den anden side af øen tog knap tre timer.

Da vi nåede frem, fandt vi hurtigt en lille strand klemt inde mellem to store klipper, hvor vi fik os et par dukkerter i det varme vejr. Der var masser af folk her i højsæsonen, så det var lidt svært at komme til ude i vandet for en masse børn med bodyboards. En times tid senere gik vi turen langs kysten, North Gorge Walk, hvorfra vi så havskildpadder komme op til overfladen for at hive efter vejret. Herefter gik vi lidt længere nordpå, indtil det igen var muligt at komme ned på stranden, hvor vi fik os en sidste hurtig dukkert. De fire timer på øen gik hurtigt, og lidt i to var vi på vej hjemad igen.

Tilbage i huset lavede Melisande en lille madpakke til mig med ny- og hjemmebagt brød, inden vi blev hentet af min tidligere landlord, Gordon, der kørte os til lufthavnen. Det var sjovt også lige at “vise ham frem” til Else, selvom hun ikke fik mange ord indført.

I lufthavnen var det en tårevædet afsked med mor efter 18 dejlige dage uden mange skænderier, og herefter tog hun af sted mod København via Dubai, mens jeg tog nordpå til Cairns for at mødes med Søren, Henrik og Kasper.

Tags:

Submit a comment