Fra morgenstunden stod den igen på surfing med vores anden halvdel af lektionen. Vi kørte igen til Lennox Head, hvor bølgerne denne dag var lidt mindre, men også bedre. Under vores fælles opvarmning slog det mig, at vi kun var to fyre ud af en gruppe på tyve personer, og selv instruktøren var en pige. Jeg klager ikke, og det gjorde måske, at jeg nu havde endnu mere at “bevise” ude i vandet. På min første tur fik jeg surfbrættet i hovedet, men bortset fra det gik det fremad, og jeg fik nogle gode ture. Vi sluttede igen af med en forfriskende tur i “tesøen”, og jeg købte senere de billeder, der blev taget af den medbragte fotograf.
Efter nogle dage med perfekt solskinsvejr var der udsigt til overskyet vejr de kommende dage, så vi brugte derfor nogle timer om eftermiddagen på at ligge på stranden og få den (måske) sidste sol i Byron Bay. Jeg fik læst op på nogle steder i Lonely Planet og ringet sammen med Michael angående vores dronereklamefilmproduktionsplaner i New Zealand.
Ved fem-tiden ankom Anne og Caroline til Byron Bay, og vi gik kort efter sammen i Woolworths for at handle ind til Mortensaften. Vi købte andebryster og tilbehør, og jeg havde båret rundt på gravy-pulver i en uge. Vi tog det hele med ned til en af de offentlige BBQs med havudsigt, men vi blev blæst godt igennem, mens vi lavede det. Med tålmodighed lykkedes det os dog at få stegt det hele samt lave en hæderlig pulversovs i den medbragte gryde.
Aftenen gik med at overvære de første par runder af en jelly wrestling-konkurrence for piger på vores hostel, og senere tog vi til musikbingo ude i byen, hvor tallene var erstattet med sangtitler, som blev spillet af en DJ.