I dag fik jeg endelig min surfer-debut. Klokken otte blev vi samlet op af Mojo Surfs minibus og kørt sydpå til Lennox Head, hvor der er særligt gode forhold for (nye) surfere og meget færre mennesker end i Byron Bay. I en gruppe på cirka ti skulle vi lære kunsten “at bevæge sig hen over store bølger i brændingen stående på et bræt uden sejl”. Instruktionen var ret kort og enkel, så vi blev hurtigt sendt i vandet to og to for at tage en første prøvetur under kyndig vejledning af instruktøren. Jeg fandt det relativt nemt at fange brændingen, men vi gik nu heller ikke så langt ud. Sværere var det at komme op at stå og holde balancen hele vejen ind, men øvelse gør vel mester.
Efter et par timer med surf gik vi tilbage til minibussen, som holdt parkeret ved siden af ferskvandssøen Lake Ainsworth. Denne er speciel, dels fordi den er så tæt på stranden og havet, dels fordi vandet er farvet af tetræer, der omkranser søen. Vandet var derfor blikstille og svarede til at bade i lunken te, hvilket efter sigende skulle være godt for huden og foryngende!
Eftermiddagen brugte jeg på at få set en forelæsning fra ITU, og det kan kræve en vis tålmodighed at streame video, når internetforbindelsen sjældent er stabil og hurtig. Desuden brugte jeg tid på at planlægge lidt ud i fremtiden og foretage et par bookinger. Om aftenen var jeg i biografen og se Interstellar, som jeg havde hørt meget godt om. Jeg synes dog, det er lidt svært at fange det hele uden undertekster, men ellers var filmen da ganske udmærket.
Det er anden gang, jeg er i Byron Bay, og det er et sted, der tiltaler mig meget. Det er den mest kendte, mindre kystby i Australien med en udpræget New Age- og hippie-vibe samt gode strande for både surfere og ikke-surfere. Byen er præget af et væld af surfer-butikker, gademusikanter (buskers) over det hele samt, ikke mindst, de sødeste piger i Australien. Al den lækre mad og drikke, foruden almindelig shopping, frister jo kun endnu mere, når ekspedienterne de fleste steder er så pæne og søde.