Vi havde endnu en nat med det vildeste regnvejr. Sådan lød det i hvert fald, når man som jeg sov øverst oppe under taget lige under et vindue af plastik. På et tidspunkt, hvor jeg alligevel lå og snoozede, holdt det op, og det fik mig straks ud af sengen. Inden morgenmaden var spist og Michael kommet op, begyndte det dog at regne igen.

I silende regn kørte vi tilbage til Punakaiki Rocks, populært kaldet Pancake Rocks, da det er hvad, de ligner, for at tjekke tidevandstidspunkterne. Selvfølgelig var højvande først om eftermiddagen, hvilket er det optimale tidspunkt at se dem på grund af eksplosive vandsøjler skabt af klippeformationerne. Vi gik alligevel den lille tur i silende regn for at se klipperne ved lavvande, hvor der ganske rigtigt ikke var meget vand at se. Blandt de få andre mennesker, der trodsede regnen, mødte vi to danske piger, der kørte rundt i en Jucy Campervan, som jeg også har lejet til min tredje uge på New Zealand.

Vi kørte nu nordpå langs kysten, og inden længe klarede det op, og solen kom frem. Vejret var nu godt nok til at filme med Michaels drone, og vi kom da også forbi et flot og oplagt sted at tage en tur. Herefter kørte vi til Charming Creek Walkway, der er en vandrerute direkte oveni en gammel og nu nedlagt minejernbane. Det var nu begyndt at regne igen, men det skulle ikke stoppe os. Vandreruten gik langs en flod, og på vejen var der gamle minevogne og andre ting fra dengang. Vi kom også forbi et kæmpe vandfald, igennem et par tunneller og over en række broer, hvoraf den ene var en hængebro, der krævede at man tog lidt mod til sig. Da vi havde gået halvdelen af turen, kom solen frem, og vejret var lige pludselig rigtig behageligt. Vi valgte derfor at udnytte chancen og gik tilbage til vores autocamper for at hente dronen. Vi tog nu turen igen og denne gang helt til enden, og på vejen filmede vi et par gange med dronen.

Videre på vej nordpå optog vi endnu en dronefilm, og først på aftenen nåede vi til vores næste stop: Oparara Basin. Det ligger for enden af en tolv kilometer lang grusvej og består af en række vandreruter ud til forskellige grotter. Vi besøgte den største af grotterne, Oparara Arch, samt en af de mindre, Moria Gate Arch, og til begge gjorde vi flittigt brug af vores nyindkøbte pandelamper (jeg købte min i Westport få timer forinden).

Vi nåede frem til vores campingsted ved stranden lige efter solnedgang, hvorefter Michael gik i gang med at lave kartoffelmos med bacon og løg til aftensmad, mens jeg tog et bad. Mens vi spiste, så vi slutningen af The Hobbit: An Unexpected Journey.