Dag 34: Meget stor ismasse som er dannet af sne

Franz Josef Glacier, New Zealand

Scroll this

Dagens program stod på gletsjervandring, hvilket er hovedattraktionen her i Franz Josef. Michael havde booket en helikoptertur, hvor man først flyver op på Franz Josef Glacier og derefter går rundt med en guide. På grund af regnvejr med tætte skyer og følgende lav sigtbarhed blev turen dog aflyst. Vi besluttede at booke en ekstra nat på vores hostel, da vi samtidig fik at vide af receptionen, at den eneste farbare vej sydpå til Queenstown var under ombygning og kun åben fem timer om dagen, hvilket kræver lidt ordentlig planlægning.

Jeg brugte formiddagen og lidt af eftermiddagen på min eksamensopgave på ITU, der skal afleveres om en uges tid. Samtidig benyttede vi også ventetiden på at vaske tøj og slappe af. Senere valgte vi at trodse regnvejret og tage ud på den normale gletsjervandring, hvor man kun går hen til gletsjerens ene ende. På grund af vejret var der næsten ikke andre, og vi gik derfor også noget længere, end hvad der er tilrådeligt. Vi kom ret tæt på, tog lidt billeder, spiste vores medbragte mad, ærgrede os over ikke at have medbragt dronen og gik så tilbage igen. Gletsjeren er speciel, fordi den ligger klods op ad regnskov og derfor i et område med et nogenlunde varmt klima (selvom jeg skal love for, vi nu godt kunne mærke den generelt koldere temperatur, der er her i området).

Tilbage i “byen” besøgte vi West Coast Wildlife Centre, der indeholder en udstilling med information om gletsjere og kiwier, New Zealands nationalsymbol. Men vigtigst af alt, og grunden til vi tog derind, var deres lille afdeling med levende eksemplarer af den mest sjældne af kiwi-arterne, som der kun findes under 400 af. Der var bygget en lille skovbund med træer og det hele, hvor dag og nat var byttet rundt, og her vandrede et par kiwier så rundt på jagt efter dagens (eller nattens?) føde. Sjovt at se så sjælden og speciel en fugl, der udmærker sig ved ikke at have nogen vinger, at lægge meget store æg og at have mange naturlige fjender. Således overlever kun to kiwi-unger ud af de 80 æg, der årligt lægges i naturen.

Tags:

Submit a comment