Dag 33: Great Alpine Highway

Castle Hill, New Zealand

Scroll this

I dag skulle vi ud til lufthavnen og hente vores bil for den næste uge, som var en splinterny Toyota Yaris. Herefter kørte vi forbi Wilderness for at aflevere harddisken med den færdige reklamevideo samt råfilerne. Vi så videoen sammen med tre af de ansatte, der var tilstede, og de var alle begejstrede. Nu håber vi bare på, at marketing-afdelingen også bliver glade, så vi kan få vores (dog mindre) depositum tilbage.

Det var nu tid til at krydse landet fra øst mod vest, som vi også gjorde for en uge siden. Men køreturen ad Great Alpine Highway er virkelig flot og relativ hurtig, så det glædede vi os nu bare til. På vejen stoppede vi ved Castle Hill, der er et lille område med store klippestykker i forskellige formationer spredt ud over nogle bakker med rund hånd. Sådan ser det i hvert fald ud. Det var meget flot, og noget af filmen Narnia skulle være optaget her. Dalai Lama har efter sigende kaldt det et “Spiritual Center of the Universe”, da han besøgte stedet i 2002 efter at have været i Christchurch, hvor han ikke kunne lide energien. Vejret var perfekt, så vi fik også lavet et par gode dronevideooptagelser – måske vi skulle lave en lille video og sende den til Dalai Lama?

Senere stoppede vi i Arthur’s Pass Village for at gå op til Devils Punchbowl Falls, et 131 meter højt vandfald, som vi ikke fik set i sidste uge på grund af dårligt vejr. Også her fik vi filmet lidt med dronen. Resten af eftermiddagen gik med at køre helt ud til vestkysten og derfra sydpå til Franz Josef, som både er navnet på en lille turistby samt den nærliggende gletsjer. Her ankom vi først på aftenen og gik ud og fik noget lækker mad på en lokal restaurant.

Tags:

Submit a comment