I dag stod jeg op til solskin og godt vejr. Det var dog lidt uheldig timing, da jeg skulle bruge det meste af formiddagen dybt under jorden. Jeg havde nemlig booket en såkaldt Black Abyss-tur i Waitomo Glowworm Caves. Jeg skulle være der lidt i ni for at udfylde diverse papirer med stort set de samme oplysninger, som jeg allerede havde afgivet i elektronisk form, hvilket irriterer mig gang på gang – hvorfor er der ikke nogen, der tænker på brugeroplevelse her? Nå, men herefter samledes vi otte deltagere med vores to guider, der var et par unge, friske og seje piger. Det var først efter at have hilst på dem begge og fået uddelt våddragt og andet udstyr, at jeg opdagede, at den ene havde mistet den ene hånd (sikkert i en ulykke). Det skulle dog vise sig, at hun var yderst habil til både at rappelle og klatre samt andre ting.

Efter lidt rappelle-træning oven for grotten startede turen for alvor med, at vi én af gangen skulle rappelle 35 meter ned igennem en timeglasformet skakt og derefter tage en mindre svævebane én af gangen igennem mørket med lysende glowworms i loftet. Efter en lille varm forfriskning skulle vi hoppe ud fra klippen og ned i det mørke vand med en gummiring, som vi bagefter drev videre på gennem grottens gange. Bagefter flettede vi ben og arme sammen, så vi lå i én lang række og blev herefter trukket stille igennem vandet, mens vi fik fortalt om grotten og dens glowworms og så dem lyse loftet op. Senere røg vi på maven ned ad en lille vandrutsjebane igennem et vandfald, svømmede og gik igennem vandet, klemte os igennem meget snævre skakter og, ikke mindst, klatrede op og igennem to vandfald. Vi var op til 65 meter under jorden og var i grotten i op mod tre timer. De andre deltagere var flinke, og vores guider var super sjove, venlige og søde. Især hende den “énhåndede” imponerede mig med sine praktiske færdigheder, og hun var heller ikke bange for at lave lidt pis med sig selv, da hun stod og styrede rebet, da vi skulle rapelle, og en af de kun to andre fyre i alvor sagde, at hans venstre hånd ikke “virkede” så godt. Det gjorde hendes heller ikke, svarede hun, og derefter kunne både jeg, hende selv og et par andre ikke lade være med at grine højlydt.

Efter en virkelig god og anbefalelsesværdig tur i grotten, så jeg en enkelt anden nærliggende grotte (dog ikke under jorden), inden jeg kørte videre nordpå. Jeg tog en lille omvej gennem Matamata, som er der, hvor The Shire og Hobitton fra Lord of The Rings er filmet, og hvor der stadig er en del af de oprindelige filmkulisser tilbage. Man skal dog købe en halvdyr rundvisning for at komme til at se det, og jeg valgte at lade mine fartbøde fra forleden dag være udslagsgivende for ikke at købe sådan en rundvisning. Jeg fik dog alligevel et indtryk af området, som lignede noget, jeg også havde set flere steder på South Island.

Nu ventede en længere køretur forude, da jeg havde sat mig for at køre op ad Coromandel Peninsulas vestkyst. Et par billige campingpladser helt oppe nordpå lokkede, men det var noget af en udfordring at komme dertil. Da det nu var aften, kørte jeg om kap med solnedgangen ad de snoede veje. Havde jeg været passager i min egen bil, var jeg nok blevet køresyg, tror jeg. Det var en lang tur, og det blev overskyet, tåget og mørkt, da jeg nåede den sidste del af strækningen, som er 30 kilometer grusvej. Her var det blot en ensporet vej uden rækværk og vejlys og med om muligt endnu skarpere sving. En smule skræmmende og nervepirrende, må jeg nok indrømme.

Da jeg endelig nåede frem, var det rart at se et par andre personer på campingpladsen, og til forskel fra de tidligere steder, jeg har camperet, var der her et lille kontor og en bolig med et ældre par, som jeg fik en lille snak med, da jeg registrerede mig og betalte. Det var for mørkt og for sent til at lave varm mad, da det ville tiltrække insekter, og jeg ville komme for sent i seng. Jeg spiste derfor endnu en gang “frokost”, inden jeg lagde mig til at se første halvdel af The Big Lebowski.