Jeg stod tidligt op i dag og skyndte mig at komme afsted i bilen, da jeg fra i går vidste, hvor lang tid det tog at køre ad den lange og snørklede grusvej. Mit eneste mål for dagen var at nå forbi Cathedral Cove, men på vejen havde jeg dog et enkelt stop ved Waiau Kauri Grove, der er et lille stykke skov med nogle kæmpe kauritræer, der er New Zealands største træer målt i diameter. Her mødte jeg kun ét andet par, men da jeg kom til mit sidste stop på denne tre uger lange tur, Cathedral Cove, var det samtidigt det mest populære sted, jeg besøgte. Jeg var godt forberedt på, at der ville være mange mennesker, men jeg tænkte, at der på sådan en dag med blæst og spredt regn ikke ville være så mange. Det skulle dog vise sig at blive første gang, jeg måtte holde i kø på parkeringspladsen for at få en plads, så jeg kunne gå den halve time ad stien ned til bugten. Selve attraktionen her var ganske pæn og speciel, men efterhånden bliver man lidt vænnet til det ene flotte naturfænomen efter det andet.

Herefter gik det nu mod Auckland, hvor bilen skulle afleveres. På vejen havde jeg et stop, hvor jeg tilberedte den resterende mad og så det sidste af The Big Lebowski. Jeg holdt på en rasteplads med en halvstærk vind, som gjorde gasblusset ineffektivt, men jeg endte med at nå i mål kun et par minutter forsinket. God timing, siger jeg bare.

I Auckland fandt jeg hurtigt et hostel, der på en unik måde var indrettet som forskellige store lejligheder, hvor hvert værelse så indeholdt flere senge. Det har jeg ikke set før, men det fungerede godt. Jeg tog hurtigt et bad og gik derefter en tur rundt i centrum og ned langs havnen, mens jeg på vejen benyttede mig af nogle Wi-Fi-hotspots. Jeg kunne godt fornemme, at Auckland er New Zealands internationale storby med alt, hvad det indebærer af skyskrabere, Starbucks-caféer og hjemløse på gaden. Det meste af aftenen brugte jeg i den førnævnte hostel-lejlighed med at spise, skrive på denne blog og snakke med de andre, der boede der.

Når jeg tænker tilbage på i dag og i går, skulle jeg nok have kørt til et andet sted, fx Raglan på vestkysten, så jeg kunne have brugt mere tid på at gå rundt, men jeg er af en eller anden grund draget af steder, der ligger helt yderligt. Så kan man jo sige, man har været dér. På South Island overnattede vi således to gange på en spids for enden af en vej, men så igen – med dårligt vejr kan man jo lige så godt sidde i sin bil og køre rundt.