I nat var det min tur til at sove dårligt. Eller faktisk sov jeg ikke så dårligt igen, men jeg havde svært ved at falde i søvn, fordi vores nabo så fjernsyn med en høj lydstyrke lige på den anden side af væggen. Da jeg var på vej ind og beklage mig, var der pludselig stille, så jeg ikke rigtig kunne tillade mig at klage alligevel, men kort efter larmede det igen. Jeg lå og hørte endnu mere podcast, og et stykke tid senere slukkede de endelig, så jeg kunne falde i søvn.
Normalt gør det ikke så meget, at jeg kommer sent i seng eller falder sent i søvn, men i dag skulle vi op klokken halv syv for at snorkle og dykke ved Julian Rocks, og derfor blev det en lidt hård start på dagen.
Turen gik med en hurtig gummibåd fra strandkanten og ud til klippeformationerne, hvor vi havde en lille times tid i vandet. Else og jeg havde vores egen snorkelguide, mens Søren dykkede med en håndfuld andre personer. På turen så vi en del havskildpadder, der er ret så afslappende at iagttage og forfølge, og vi så også et par venligtstillede leopardhajer, der lå stille nede på havbunden.
Tilbage i land igen skyndte jeg mig hjem for at få min anden morgenmad, inden jeg skulle med Morten ud og surfe et par timer. Det var nu begyndt at regne igen, men det var vi jo vant til, så det stoppede os ikke. Efter en lidt dårlig start klarede det op, og vi fik nogle gode bølger at øve os på.
Efter en lækker gang Eggs Benedict (blødkogte æg med sovs!) til frokost kørte vi op til fyrtårnet, der ligger på Australiens østligste punkt. På vej ud til udsigtsplatformene så vi et par wallabies (små kænguruer), der var på jagt efter føde lige ved siden af stien, hvor alle turisterne går. De var tilsyneladende lige glade eller blot meget sultne, men der var nu også et mindre rækværk imellem os og dem, som de sikkert havde bemærket.
Sidst på eftermiddagen lå vi på stranden en times tid, hvor Søren og jeg fik en tiltrængt lur, og dagen sluttede vi af på en italiensk familierestaurant efterfulgt af afslapning på værelset.