Dag 69: Tømmermænd og søsyge

Great Barrier Reef

Scroll this

Det gik nogenlunde smertefrit at stå op efter kun fire timers søvn og ikke så få øl, men det skulle senere vise sig at gå helt galt. Ved otte-tiden var vi således på vej i fuld fart ud på havet i en stor båd, der hoppede noget så voldsomt, da jeg begyndte at få det dårligt. Hvad det egentlig skyldtes, ved jeg ikke, men det var nok en blanding af tømmermænd og søsyge. I hvert fald måtte jeg sætte mig udenfor i bagenden af båden sammen med de andre ramte og tage imod en lind strøm af papirsposer.

Turen gik ud til Great Barrier Reef, hvor vi skal tilbringe de næste tre dage og to nætter på en liveaboard-båd. Det er et slags flydende hotel på tre etager med plads til 40 personer plus 12 besætningsmedlemmer, og hvor folk tjekker ind og ud hver dag. De fleste har én eller to overnatninger, men man kan sagtens blive længere. Vi var lidt sent om at booke og fik de to sidste pladser, men vi skulle alligevel (eller måske derfor) kun betale for to dage og én nat og havde tilmed en trepersoners kahyt for os selv.

Til forskel fra fastlandet er der meget få skyer og slet ingen regn, selvom vi kun er omkring 16 kilometer væk. Resten af dagen skiftevis spiste vi, slappede af og enten dykkede eller snorklede. Søren var selvfølgelig hurtigt ude at dykke, men jeg valgte at gemme mit første introduktionsdyk til den næste dag, hvor jeg ville være langt mere frisk og udhvilet. Før klokken ti lå vi i vores kahyt og så frem til en god nats søvn.

Jeg har tænkt lidt over, at når man rejser, er man aldrig i samme fysiske “kropstilstand” i længere tid af gangen. Fx får man skiftevis for lidt søvn eller for meget søvn, man drikker alkohol og har efterfølgende tømmermænd, man bliver måske søsyg, og ellers bliver man nemt dehydreret og solbrændt og er ofte træt og udmattet. Dette sidste døgns tid har jeg oplevet alle disse ting, og jeg ser derfor også frem til at komme tilbage til København og være lidt mere i “balance”.

Tags:

Submit a comment