Dag 7: Tilbage til Byron Bay

Aquarius Backpackers, Byron Bay

Scroll this

Dag 7: Tilbage til Byron Bay

Jeg stod tidligt op og havde fra aftenen før store ambitioner om en løbetur langs stranden efterfulgt af en dukkert inden klokken otte, hvor morgenmaden bliver stillet frem. En overskyet himmel blev dog min undskyldning for at blive liggende i sengen en halv time længere. Efter morgenmaden pakkede jeg mine ting stille og roligt og tog et bad, inden jeg skulle videre til næste destination: Byron Bay. Jeg nåede lige akkurat hen til lufthavnen, hvorfra bussen skulle samle mig op, og blot en time senere var jeg i Byron Bay (dvs. to timer efter på uret, da vi nu var i sommertid i New South Wales).

Det er anden gang, jeg er i Byron Bay, og det er et sted, der tiltaler mig meget. Det er den mest kendte, mindre kystby i Australien med en udpræget New Age- og hippie-vibe samt gode strande for både surfere og ikke-surfere. Byen er præget af et væld af surfer-butikker, gademusikanter (buskers) over det hele samt, ikke mindst, de sødeste piger i Australien. Al den lækre mad og drikke, foruden almindelig shopping, frister jo kun endnu mere, når ekspedienterne de fleste steder er så pæne og søde.

Jeg skulle mødes med Kristine, Sofie og Eirin, og mens jeg ventede på, at de skulle ankomme, og jeg kunne tjekke ind på vores hostel, gik jeg over på biblioteket lige ved siden af for at benytte mig af gratis og nogenlunde velfungerende trådløst internet. Min plan var at se en times forelæsning fra ITU-faget, men i stedet brugte jeg tiden på at tilføje nogle nye funktioner til mine to blogs.

Inden jeg så pigerne, skrev Michael, at han var på vej på et spontant besøg i Byron Bay. Det var en god overraskelse, og da han kom, gik vi straks ud for at tage en dukkert efter kort at have hilst på pigerne. Michael valgte at blive natten over på trods af, at han ikke havde noget som helst med udover sine badeshorts, og der var derfor lagt i ovnen til en god tur i byen.

De tidlige aftentimer fortaber sig i et virvar af sliders (små burgere), andet godt fra grillen, øl, vin, drinks, karaoke (ingen af os var dog oppe at synge) og røvhul (altså kortspillet). Senere tog vi først på en større udendørs bar, der dog ikke er værd at skrive hjem om (selvom jeg lige dér gjorde det), og bagefter tog vi op på Beach Hotel, baren/klubben over dem alle. Da jeg var i Byron Bay sidste gang, var jeg også på Beach Hotel en af aftenerne og blev overrasket over at se en basspillende DJ optræde. Han skiftede altså til at mixe tracks og spille den fede funkbas henover, hvilket publikum var vilde med. I går blev jeg så endnu engang overrasket over live-musikken på Beach Hotel. Her spillede Bullhorn, som er et ni-personers band, der foruden en stor og karismatisk sanger og gospel-trommeslager bestod af syv stående blæsere: én på tuba, én på bas-/tenorsaxofon, én på tenor-/altsaxofon, to på basun og to på trompet. De spillede en blanding af funk, hiphop og ska, og det svingede vildt fedt. Kunne være sjovt at spille i et lignende projekt, men det må på grund af størrelsen og instrumenteringen være svært at stable på benene samt skaffe jobs med ordentlig betaling.

Pigerne tog hjem først, og da Beach Hotel lukkede omkring midnat, tog Michael og jeg videre. Eller det vil sige, at vi stod i kø to forskellige steder, inden vi besluttede os for, at vi mere havde lyst til en varm meat pie (traditionel australsk spise) og en god nats søvn.

Tags:

Submit a comment