Dag 6: Læsning og afslapning

Komune Resort & Beach Club, Coolangatta

Scroll this

Jeg tilbragte hele dagen i Coolangatta i nærheden af mit hostel. Efter morgenmaden tilbragte jeg formiddagen ved og i poolen, hvor jeg læste en af teksterne til min forelæsning i morgen. Hov, jamen er jeg ikke på ferie? Faktisk ikke. Det kan godt være jeg rejser, ja, men jeg kan ikke holde helt ferie endnu, for jeg har mit sidste fag, Global IT, på IT-Universitetet indtil midt i december. Jeg mangler den sidste obligatoriske gruppeopgave, der skal skrives over de næste to uger, og derefter den individuelle eksamensopgave. Jeg vil forsøge også at blive færdig med den inden for to til tre uger, så jeg kan få faget afsluttet, inden jeg rejser til New Zealand.

Da det blev for varmt at ligge ved poolen, gik jeg en tur. På vejen tankede jeg op med en sandwich og en chai latte fra en lille hjørnecafé, som jeg kan huske fra den ene gang, jeg kort har været her i juli. Faktisk har jeg tænkt på den nogle gange, og det har jeg bare en tendens til, når jeg ser noget, der ser godt ud – indretningen så vel som maden. Men primært har jeg jo tænkt på den, fordi jeg vidste, jeg ville komme forbi igen, og jeg da godt lige ville tjekke den ud. Jeg tog en omvej langs vandet via Point Danger og endte nede på stranden. Her læste jeg i min anden bog, Into The Wild, og var også en tur i vandet et par gange.

Ud på eftermiddagen gik jeg hjem i bad og derefter på biblioteket. Det var tid til noget ordenligt Wi-Fi, så jeg kunne komme videre med denne blog her. Da biblioteket lukkede, var det begyndt at tordne, lyne og regne, og det retfærdiggjorde en skive banana bread på The Coffee Club på vejen hjem.

Tilbage på mit hostel, hvor det trådløse internet nu virkede ganske fint, brugte jeg et par timer på min anden blog, Off The Beating Track. Det er ikke en, jeg har snakket højt om eller gjort noget særlig reklame for, for den er stadigvæk under udvikling med hensyn til både design og indhold. Desuden er den på engelsk og mere en slags generel rejseguide og derfor ikke så spændende for venner og familie, med mindre nogen selv skal rejse samme sted hen.

Da jeg skulle ud for at finde aftensmad, regnede det stadig, og det er måske den første gang i min tid i Australien, hvor jeg har skullet noget, mens det regnede. Derfor lånte jeg en regnjakke af en fra værelset, så jeg ikke ville blive alt for våd. Den aften mødte jeg desuden andre backpackere, der netop var tjekket ind, hvor to af dem var unge piger, der rejste alene i et par måneder. Da jeg var i den alder, havde jeg ikke selv nogen tanker om at rejse alene rundt. Alle på værelset skulle videre næste morgen, så der var en tavs og bred enighed om at gå tidligt i seng. Jeg tror, jeg lagde mig til at sove omkring klokken halv elleve efter at have læst en halv times tid, og det har jeg godt nok ikke gjort i flere måneder, tror jeg.

Tags:

Submit a comment