I dag forlod jeg Surfers Paradise efter at have spist morgenmad og pakket mine tasker. Næste destination var Coolangatta, hvor jeg som bekendt gik til i går hele vejen langs kysten. Denne gang valgte jeg dog at tage sporvogn og bus. Jeg har været her på et kort stop tilbage i juli på en dagstur arrangeret af universitetet og har også hørt godt om det fra andre sider. Det skiller sig ud ved at være mindre og mere laid back (det hedder ikke Coolangatta for ingenting), og så er det den sydligste del af Gold Coast og Queensland. Faktisk går statsgrænsen lige uden for, hvor jeg sidder nu, og det er ikke helt problemfrit. Queensland benytter sig nemlig ikke af Daylight Savings Time (sommertid/vintertid), hvilket New South Wales gør. Derfor er der en times tidsforskel, og det forvirrer mobilen. Eller det er sådan set ikke mobilen, der bliver forvirret, men mig, når uret automatisk stilles efter tidszonerne, som befinder sig så tæt på. Derfor bliver jeg nødt til at tjekke min oversigt af verdensure for at vide mig sikker, og prøv at tænke på hvordan det ville være, hvis man boede og arbejde henholdsvis på den ene og anden side af statsgrænsen?

Nå, men jeg har jo heldigvis også lavet andet end at tjekke klokken i dag. Men dog ikke så meget andet. Jeg bor på et mindre resort (der har tre værelser til backpackere med balkon og vaskemaskine til hvert værelse), og derfor startede jeg eftermiddagen med et par timer ved poolen og fortsatte med min bog. Senere gik jeg en tur til Point Danger og betragtede nogle surfere. Havde tænkt, at jeg skulle prøve at surfe for første gang her, men jeg udskyder det nok til Byron Bay. Ved ikke helt hvorfor, men nok fordi jeg gerne vil prøve det af sammen med andre nybegyndere.

Resten af dagen gik med en rask løbetur og at læse bogen færdig. Dejlig fornemmelse at afslutte en hel bog – det sker ikke så tit længere. Faktisk var jeg så begravet i bogen om aftenen nede i lounge-området, at jeg hverken så eller hørte nogen lukke og låse døren, og de så eller hørte åbenbart heller ikke mig. Jeg kunne heldigvis nemt dreje låsen op og åbne døren, men kort derefter gik alarmen så i gang. I stedet for at flygte op på værelset ringede jeg forgæves til deres hovednummer og forsøgte også at finde andre numre i tilfælde af ulykker, men alarmcentralen ville jeg altså ikke ringe til. Få minutter senere stoppede alarmen heldigvis af sig selv, og jeg gik op på værelset og i seng.