Jeg gik en tur. Så kort og præcist kan det siges, hvad jeg lavede i dag. Fra morgen og til solnedgang gik jeg således på stranden langs vandet fra Surfers Paradise og hele vejen til Coolangatta på Gold Coast Oceanway. En tur på mere end 30 kilometer, heraf den sidste tredjedel med bare tæer i vandkanten. Undervejs holdt jeg et par pauser for at læse i en bog og spise, men ellers gik det nu blot derudaf. Der var lidt spredte skyer og køligt tæt på vandet, så det var faktisk ganske behageligt. Jeg hørte musik på noget af turen, og ellers var det bare en måde at slappe af på og slippe tankerne fri.

Dette hænger sammen med den bog, jeg er ved at læse, og som jeg egentlig påbegyndte for et stykke tid siden: The End of Absence: Reclaiming What We’ve Lost in a World of Constant Connection af Michael Harris. Jeg læste et interview med forfatteren i Politiken for et par måneder siden og bestilte bogen lige bagefter. Så hurtigt har jeg vist ikke reageret før, men bogens tema talte til mig på en meget stærk måde. Den handler kort og godt om, at vi i disse tider oplever et generationsskifte, hvor den nye generation aldrig har oplevet en hverdag uden konstant forbindelse til omverdenen, og modsat at de af os, der har oplevet en hverdag uden internet, er ved at blive i mindretal (han trækker grænsen ved årgang 1985, hvis du skulle være i tvivl). Gennem interviews med utallige forskere og eksperter og henvisning til både ny og gammel litteratur diskuterer han, hvad vi er ved at miste af egenskaber (fx sociale kompetencer og hjernens funktioner) med den hastige udvikling inden for teknologi. Det er ikke bare en kritik af nutidens teknologi, for med al teknologi kommer ny adfærd, mens andet bliver lagt bag os. Det er mere en måde at belyse, hvilke ændringer der sker netop nu og det på en hurtigere måde, end vi er vant til. Det er virkelig interessant læsning, og jeg er ret overbevist om, at jeg selv vil arbejde bevidst på at bevare lidt fra tiden før internettet. Så er du, som jeg, (for) afhængig af din smartphone, Facebook og internettet generelt, vil jeg stærkt anbefale denne bog. Det får mig til at tænke på forstanderen på min gamle højskole, Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, der altid sagde noget i stil med: “Når vi spiser, så spiser vi, når vi synger, så synger vi, når vi fester, så fester vi!”

Da jeg kom tilbage på mit hostel, opdagede jeg, hvor naiv jeg havde været. Selvfølgelig havde jeg nu en flot rød ring rundt om halsen lige der, hvor kraven stoppede. Jeg brugte faktisk en stærk solcreme, men skyerne snød mig. Må snart lære det. Om aftenen så jeg endnu en film i sengen, Let’s Be Cops, men mest fordi der var for meget larm til at kunne læse videre i bogen.