Jeg stod op klokken otte og havde beregnet to timer til at pakke mine ting og rengøre værelset, inden min landlord ville komme forbi til inspektion med mit depositum og køre mig videre “ud i verden”. Jeg nåede det, jeg skulle, og det siger jo dels noget om, hvor få ejendele man kan klare sig med i fire måneder, dels hvor lille værelset er. Faktisk er det nok det mindste værelse, jeg nogensinde har boet på, men for en kort periode har det ikke været et problem, og så kommer man også automatisk lidt mere ud.
Min landlord, Gordon, kørte mig til Roma Street Station, og herfra tog jeg toget sydpå. Det var første gang, jeg tog et tog her, og også en af de første gange, jeg brugte mit “rejsekort”, selvom jeg har haft det i fire måneder med penge på. Men jeg har boet centralt med gå-afstand til det meste og godt vejr stort set hver dag, så hvorfor så tage bus og tog? Er faktisk blevet ret glad for bare at gå, så måske jeg lige skal prøve det lidt af i København også.
Jeg ankom til Surfers Paradise på Gold Coast lidt over middag. Da det var for tidligt til check-in på mit hostel, afleverede jeg blot min bagage og gik ud og så mig omkring. Jeg har været her én gang før, hvor der var overskyet, og det var der så tilfældigvis også i dag. Hvad er chancen? Nå, men set i lyset af sidste uges 35+ grader, så var det jo egentlig meget rart. Surfers Paradise er en mindre kyststrækning fyldt med skyskrabere, glitter og glamour og på den måde egentlig ikke særligt charmerende. Den primære grund til, at jeg er her, er sådan set også bare, at jeg begiver mig stille og roligt sydpå og da også gerne lige vil se det selv efter at have hørt så meget om det. Jeg var ret træt i dag, så slappede mest bare af med gåture og læsning, og et af højdepunkterne var således den skive banana bread, jeg fik til frokost. Genialt navn til noget, der jo egentlig bare er en slags banankage, men som australierne gerne vil spise mere af og derfor kalder brød.
Om aftenen så jeg Teenage Mutant Ninja Turtles på min computer, og som forventet var den ikke noget særligt. Men når man har leget med Turtles som barn og haft dem som sine første “rollemodeller”, så bliver man jo nødt til at se den film.