Jeg vågnede endnu engang af tempelmusikken udenfor og lå vågen et godt stykke tid, før jeg kunne falde i søvn igen. Senere kom jeg op, fik et bad og noget morgenmad og fik hentet mit nyvaskede og pænt sammenfoldede tøj. Jeg ville egentlig have været forbi kæmpestatuen af Buddha i Wat Pho-templet under to kilometer fra mit hostel, men da min forventede afgang med bussen til lufthavnen var udsolgt, blev jeg nødt til at tage afsted en time tidligere. Søren og Charlotte nåede netop forbi for at sige farvel og på gensyn, inden jeg blev hentet, og efter en måned i dejligt selskab med Søren skiltes vore veje nu, da jeg rejser over til nabolandet, Cambodja, de næste knap to uger.

Jeg starter min rundtur i Cambodja i hovedstaden Phnom Penh mod øst. Herfra er planen så at bevæge mig mod vest og tilbage til Bangkok, hvor jeg skal med et fly videre til Dubai. Dette er sådan set den eneste plan, jeg har, så jeg forsøger for en gangs skyld at være lidt mere impulsiv, end jeg plejer. Jeg er dog ikke mere impulsiv, end at jeg har mine første tre overnatninger booket, og jeg vidste derfor, hvor jeg skulle hen, da jeg landede i lufthavnen i Phnom Penh.

Jeg tog en tuk tuk direkte til mit hostel, og på vejen fik jeg oplevet lidt af lokalbefolkningen og ikke mindst den kaotiske trafik. Jeg fik hurtigt et klart indtryk af fattigdommen her i landet, og det er nok det fattigste sted, jeg har været. Der var scootere, tuk tuks og biler i ét stort kaos, beskidt, affald over alt og diverse boder og små butikker langs vejene. Hele vejen ind til mit hostel så jeg kun tre turister, men så snart jeg trådte indenfor, følte jeg mig hjemme og “sikker” igen.

Straks efter at have tjekket ind ved 18-tiden fik jeg en meget sen frokost, og kun et par timer senere tog jeg med Charlie, en australsk fyr (pudsigt nok), fra værelset ud efter aftensmad på en lokal restaurant. Befolkningen virker meget venlige, men det er samtidig trist med al den fattigdom, og jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt “skyldig”. Eller det er måske ikke det rigtige ord, men jeg føler mig i hvert fald meget speciel og gloet efter på en ikke altid lige rar måde. Jeg er jo for dem en stor bunke omvandrende penge, der kan redde dagens, hvis ikke ugens, omsætning.

Om aftenen var jeg egentlig klar på at drikke nogle øl, men der var ikke rigtig så mange andre, jeg følte, jeg ville komme godt ud af det med, så det blev en stille lørdag aften, hvilket også var fint nok.