Efter en stille og rolig formiddag gik jeg med Charlie ud i byen med Nationalmuseet som vores første destination. På vejen dertil nåede vi også lige forbi Central Market, der er et af byens store markeder med klaustrofobiske gange og bunkevis af kopivarer i alle afskygninger. Vi gik videre til museet, hvor vi så forskellige kunstgenstande fra både før, under og efter Angkor-perioden med de mange templer. En særlig interessant ting at se var faktisk noget video vist på et gammelt lille fjernsyn med klip fra 1960’erne fra før verden, eller i hvert fald Cambodja, gik af lave. Her kunne man se et relativt veludviklet samfund, som til forveksling lignede Danmark i samme periode. En interessant kontrast at opleve til den nuværende situation og historierne om borgerkrig og Khmer Rouge-regimet, som jeg stille og roligt bliver klogere på.

Herefter tog vi til Russian Market, det største af dem alle, og Charlie viste nu sine evner til at prutte om prisen. Først fik han skaffet os en billig tuk tuk, og herinde hjalp han mig, da jeg faldt over et lille manicure-sæt. Ja, det lyder ikke særligt maskulint, men mine negle trængte efterhånden til at blive klippede. Da prisen var kommet fra $12 til $8, sagde jeg ja til Charlies store skuffelse. Kvinden, derimod, skiftede hurtigt humør fra at være lettere trist at se på til at åbenbare et kæmpe smil, hun ikke kunne holde tilbage. Så betalte jeg måske alligevel for meget, men jeg gjorde da til gengæld hende glad.

På vej hjem hoppede jeg ind forbi folkedrabsmuseet, Tuol Sleng Genocide Museum, der også er kendt som S-21, da det foregår i det tidligere S-21 Security Office, Khmer Rouge brugte som et af omkring hundrede fængsler. Oprindeligt var stedet et gymnasium, som Khmer Rouge transformerede ved blandt andet at bygge en masse meget små celler på nogle af etagerne. Man kan desuden se gamle torturredskaber og en udstilling med hundredevis af portrætter af de indsatte samt læse makabre øjenvidneberetninger fra de få overlevende. Fængslet blev nemlig brugt til at få de uskyldige cambodjanere til at tilstå ting, de ikke havde gjort, under tortur, hvorefter de blev dømt til døden og kørt til Killing Fields uden for byen og slået ihjel. Godt halvvejs på min tur gennem museet slog jeg min ene tå på venstre fod mod en metalskinne, da jeg kun havde klipklapper på. Det gjorde ret ondt, så jeg er lidt bekymret for, om noget er brækket eller bare forstuvet.

Jeg har i går og i dag tænkt over og revurderet mine planer. Jeg ville oprindeligt gerne sydpå til strandene og måske ud på en ø, men det vil så være for besværligt bagefter at tage nordvest på til Siem Reap og Angkor. Desuden har jeg været på masser af strande og en del øer gennem det sidste halve år, og i stedet burde jeg hellere opleve noget mere kulturelt, historisk og lokalt. Derfor tager jeg to hele dage mere i Phnom Penh og derfra videre til Battambang, der er noget mindre, men stadig Cambodjas andenstørste by, og hvor der skulle være en del fransk arkitektur fra dengang landet var en fransk koloni igennem næsten hundrede år.