Fra morgenstunden gjorde tåen på min venstre fod ondt, og den var blålilla og lidt hævet. Jeg var bange for, den var brækket, og hvilke konsekvenser det ville have for mine rejseplaner. Men først måtte jeg få det afklaret med en røntgenundersøgelse på hospitalet.

For at melde sagen til min rejseforsikring måtte jeg finde en ordentlig internetforbindelse, så jeg kunne ringe via Skype. Jagten på dette viste mig flere positive sider af lokalbefolkningen, da jeg ikke umiddelbart selv kunne finde en internetcafé i nærheden andet end den, der var lukket. Da jeg spurgte en tuk tuk-chauffør om vej, kom der hurtigt andre til for at ville hjælpe. Imidlertid vidste de ikke så meget, men de sendte mig dog i den rigtige retning. Jeg fandt stadigvæk ikke noget, men snakkede med endnu en tuk tuk-chauffør, der først kørte mig til den, der var lukket, og dernæst videre til en, der var åbent. Her benyttede jeg deres Wi-Fi i lidt mindre end et kvarter, og da jeg ville betale, gjorde han tegn til, at det var gratis. Det havde jeg godt nok ikke regnet med, og det var ikke fordi, at jeg havde fortalt ham om min skade eller andet. Så en positiv historie, jeg også fortalte videre et par gange på mit hostel.

Fra forsikringen havde jeg grønt lys til frit at vælge behandlingssted, og jeg kørt derfor med tuk tuk til landets bedste hospital, Royal Phnom Penh Hospital. Vi kørte en omvej, for det viste sig, at hospitalet var flyttet til et nyt sted i en helt ny bygning. Hospitalet var således kun tre måneder gammelt, og aldrig har jeg set så flot og nyt et hospital med funklende indretning og udstyr. Servicen var også helt i top, og jeg strøg lige igennem. Faktisk var der nærmest tomt på hospitalsgangene, hvilket var lidt underligt, men dog stadig en del mennesker ude ved receptionen, der sad og ventede. Røntgenbillederne viste ikke tegn på brud, så hvis der var noget, var det i hvert fald meget lille. Jeg fik en lille forbinding på, og lægen med det russiskklingende navn satte mig nærmere ind i tingene.

Om eftermiddagen havde jeg aftalt med Charlie, at vi skulle tage ud til deres skydebaner, hvor man kan skyde med mange forskellige slags våben, herunder bazookaer, maskingeværer og håndgranater. Rygterne går også på, at man kan betale sig fra at skyde mod diverse dyr. På en måde vil jeg gerne prøve bare en mindre pistol eller et gevær, men samtidig er jeg måske lidt nervøs ved tanken og også af princip imod at støtte våbenindustrien og forretning og turisme baseret på denne. Endeligt er det heller ikke helt billigt, og da Charlie bakkede ud, var det også nemt for mig at droppe planen.

I stedet tog jeg med to tyskere til The Royal Palace og Silver Pagoda, der er det mest kendte og største af tempelområderne i byen. Det var imponerende, som man kunne forvente, men da vi bare gik rundt alene, var det ikke meget nyt, jeg lærte om stedet.

Om aftenen tog jeg med de samme tyskere ud at spise på en yderst lille og lokal restaurant uden menukort eller noget i den stil og bagefter videre til en mindre biograf, der hver aften viser filmen The Killing Fields. Vi fik de forreste pladser på behagelige sækkestole, men da jeg også havde fået et par øl inden, kæmpede jeg en brav kamp hele filmen igennem for at holde mig vågen. Jeg faldt måske i søvn tyve gange, og jeg havde ellers glædet mig til at se filmen og få endnu et perspektiv på historien. Nå, men så må jeg hellere se den igen en anden god gang.