Efter en tiltrængt og god nats søvn, hvor jeg desværre ikke kunne finde kontakten til den blæser, der hang over min seng (hvilket ikke er første gang, jeg har haft det problem, selvom det i begge tilfælde har vist sig at være meget simpelt dagen efter), og lidt morgenmad, tjekkede Kelly ind på mit guesthouse, og vi gik en tur rundt i byen på må og få og ledte efter fransk arkitektur fra kolonitiden og rullepapir til Kelly; man er vel fra Californien. Imidlertid fandt vi ikke rigtig noget, og vi gik derfor hen på Kinyei Espresso Bar & Workspace, der eftersigende huser Cambodjas bedste barista, efter frokost og noget at drikke.

Over middag blev jeg hentet af en ung lokal universitetsstuderende på scooter, der kørte mig ud til et lille kontor uden for byen. Jeg skulle nemlig på en cykeltur med Butterfly Tour, som jeg havde fået anbefalet af en pige i Phnom Penh. Det drives af en flok lokale studerende, der alle taler fint engelsk, og som også yder støtte til de lokale familier og landsbyer, man besøger på turene. Jeg var tilfældigvis den eneste, der havde booket en tur denne eftermiddag, så jeg var så heldig at have min egen personlige guide. Vi var væk i omkring fire timer, og vi cyklede mere end tyve kilometer gennem forskellige nærliggende landsbyer, hvor vi gjorde nogle stop på vejen. Formålet med turen var at se og besøge nogle familier, der hver især producer forskellige lokale ting. Der var ikke tale om nogen former for turistting, men derimod om madvarer og vin, der enten blev solgt direkte til lokale forbipasserende eller i større omfang til markeder inde i byen. Jeg var forbi folk, der lavede rispapir, tørrede og stegte bananer, risnudler, risvin, en slags fiskeboullion anvendt som smagsforstærker i supper samt bambusris, en praktisk og bærbar form for snack spist direkte ud af et bambusrør. Så kan man selv forsøge at gætte sig til, hvad der er regionens største ressource og eksportvare. Hvert sted fortalte min guide mig om, hvordan de forskellige ting blev lavet, og der var smagsprøver inkluderet hvert sted. Jeg spurgte også ind til økonomien bag, og nogle steder var det ikke mere end 50 kroner per person per dag, der kunne tjenes. De var alle meget venlige og nysgerrige, og især min guide havde jeg meget sjov med. Endelig fik jeg også lært lidt cambodjansk, som jeg kunne øve mig lidt på de forskellige steder.

Jeg var på mit guesthouse i en times tid, inden Kelly kom tilbage. Hun ville egentlig have lejet en motorcykel, men i stedet viste det sig, at hun var blevet siddende ved det samme bord på caféen hele eftermiddagen og snakket, fordi hun nu endelig havde fundet en, der havde rullepapir. Om aftenen gik vi en tur rundt i centrum, hvor vi blandt andet så en gruppe øve sin optræden til det kinesiske nytår med trommer, dans og drager, spiste på det lokale Night Market og så en gruppe handikappede med vansirede ansigter optræde med ganske udmærket musik. På vej hjem fandt vi stadig ikke noget rullepapir til Kelly, men vi kom forbi en helt ny kunstbutik ejet af en australier, som vi talte lidt med. Kelly har faktisk boet i Melbourne i hele 2014 sammen med sin australske kæreste, men hun kan alligevel ikke fordrage landet. Hvorfor, vil jeg dog ikke komme nærmere ind på her.