I dag stod jeg op klokken halv seks for at være klar til solopgangen en time senere ved Angkor Wat. Jeg cyklede igen derud, og der var faktisk allerede nogenlunde lyst. Efter at have fået øje på solen i det fjerne fra den vestlige indgang gik jeg ind i selve tempelkomplekset som så mange andre. Her var der et hav af mennesker, der alle gerne ville have deres egen version af Angkor Wat med solopgangen i baggrunden reflekteret i den lille sø foran. Jeg var selvfølgelig også en af dem og tog bagefter hurtigt videre.

Jeg cyklede igennem Angkor Thom op til den ene ende af Angkor Grand Circuit, som er den såkaldt store rute, der dækker de nordøstlige templer. Ved det første stop ved Preah Khan-templet stødte jeg ind i en fra bådturen til Siem Reap den anden dag. Jeg troede egentlig, at han ikke var “noget særligt”, siden han rejste alene rundt et stykke oppe i årene, måske virkede lidt kluntet og læste Dan Brown, men vi faldt i snak, og det viste sig, at han var pilot for Emirates og fløj Boeing 777. Jeg havde mange nysgerrige spørgsmål til dette og fik mange interessante svar, og jeg var lige ved at spørge ham, om han kunne skaffe mig en opgradering senere på ugen, når jeg flyver hjem. Det kan han nu nok ikke, men episoden her viser blot, at man skal passe på med at dømme folk for hurtigt. Selv har jeg i øvrigt også læst Dan Brown og er vist også lidt oppe i årene, vil nogle mene, så jeg er ikke meget bedre selv.

Formiddagen gik, og jeg fik set templerne Neak Pean, Ta Som, East Mebon, Pre Rup og Prasat Kravan samt den store sø, Srah Srang, som egenligt er et menneskeskabt bassin, der har indeholdt vand i mere end 900 år. Efter det sidste stop købte jeg en velfortjent sodavand, hvorefter et par små piger, der ville sælge ligegyldige souvenirs, kom hen til mig. Jeg fik tilbudt to træfløjter til $1 af den ene, som også spillede lidt for mig. Jeg kunne ikke modstå deres charme og besluttede for engangs skyld at købe noget. Jeg købte en køleskabsmagnet af den ene og et armbånd, jeg ikke kunne få om håndleddet, af den anden. De blev meget glade og ønskede mig held og lykke. Det var pænt sagt, når man tænker på, at de har mere brug for det end jeg. På tilbagevejen fortrød jeg, at jeg ikke bare havde bedt om et billede med dem til samme pris uden at få nogle ting at slæbe rundt på. Det havde været et bedre minde.

Eftermiddagen blev tilbragt ved poolen ved mit guesthouse, hvor jeg læste mere om Angkors historie, arkitektur og restaurering i guidebogen. Om aftenen mødtes jeg med australieren, Charlie, som jeg havde tilbragt en del tid med i Phnom Penh allerede fra den første aften. Vi spiste på den samme indiske restaurant, som jeg besøgte dagen før, og denne gang kunne jeg spise op. Efter en kort gåtur ind til markedet tog Charlie afsted mod lufthavnen, mens jeg gik tilbage og slappede af oppe på værelset, inden jeg tidligt lagde mig til at sove.