Dag 92: Kontrasternes by

Dubai Marina

Scroll this

I dag var jeg endelig frisk nok til at tage ud og se nærmere på byen. Jeg havde de første par timer for mig selv, hvor jeg startede med at stå af metroen ved Dubai Marina og gå lidt rundt i området. Det viste sig dog hurtigt, at afstandene er meget store og ikke beregnet til fodgængere, så jeg opgav at komme hele vejen ned til stranden. I stedet gik jeg tilbage og tog metroen videre til Mall of the Emirates. Dette er bare et af mange kæmpemæssige indkøbscentre, der indeholder et væld af luksus- og modeforretninger foruden alle de almindelige butikker, man kan forvente. Derudover indeholder dette center den berømte indendørs skibakke, hvis man er blevet træt af varmen. Dette sker dog næppe, hvis man bruger den meste af sin tid i metroen, i indkøbcentre og på hoteller og barer, der er godt nedkølede med air condition. Og faktisk var det netop mit indtryk, at en stor del af livet leves her, hvilket er lidt trist at tænke på.

Mit næste stop var ved The Dubai Mall, hvor jeg mødtes med Kristine. The Dubai Mall er efter sigende verdens største indkøbscenter, og det tog mig da også i hvert fald en halv time at finde rundt derinde, så jeg derefter kunne finde den rette udgang og mødes med Kristine. Centret indeholder også en skøjtehal samt et kæmpe akvarium med hajer, rokker og så videre. Den bedste grund til at besøge dette center er imidlertid pladsen lige udenfor, der har et kæmpe bassin, hvor et stort anlagt vandshow komplet med lys og lyd kan opleves på udvalgte tidspunkter. Bagved ses så hovedattraktionen over dem alle, Burj Khalifa. Med sine mere end 800 meter er det verdens højeste bygning, og den har tilmed et meget elegant design.

Efter at have spist frokost her tog vi til den gamle bydel, så jeg kunne se lidt kontrast til den moderne og nye del af Dubai. Der var “søndagslukket” (hernede er weekenden fredag og lørdag) de fleste steder, men vi kom ind på et ganske fint kaffemuseum, omend det ikke er så interessant for en som jeg, der ikke drikker kaffe. Herefter krydsede vi Dubai Creek i en lille båd, så vi kunne komme til de to kendte markeder, Spice Souk og Gold Souk. Jeg købte nogle store kanelstænger på Spice Souk, og på Gold Souk gik vi bare rundt og gloede på tusindvis af guldsmykker udstillet i vinduerne. Ikke videre interessant, men alligevel en af de ting, man som turist kan tage ud at se. Generelt var det sjovt at se kontrasten, for her fandt man de klassiske indiske/asiatiske butikker, der sælger alskens billige og grimme varer i smagløst indrettede butikker med ekspedienter, der energisk tiltaler dig, når du går forbi, og tilbyder “special price for you”.

Vi spiste aftensmad i endnu et kæmpe indkøbscenter, BurJuman, som er et af de ældste her i byen. Bagefter tog vi en taxa til Majestic Hotel, hvor Kristine kendte nogle, der arrangerede en koncertaften for upcoming bands i hotellets bar, The Music Room. Folk var søde, og stemningen var god, men musikniveauet var utrolig lavt. Der var primært tale om “Filipino expat rock”, og nu kender jeg ikke musikniveauet generelt for filippinere, men nu er mine fremtidige forventninger da helt i bund. Det var utroligt ringe udført, og jeg var ved at grine flere gange. Jeg kan slet ikke forestille mig sådan et niveau noget sted i Danmark på en offentlig scene. Kun på skoler med unge musikere og venner som publikum, men her var de altså i slutnigen af tyverne, hvis ikke ældre. Opbakningen blandt publikum, der også primært var filippinere, var dog stor, så alle så ud til at have en god aften.

Efter blot en enkelt dag i Dubai kan jeg allerede konstatere, at jeg har et noget dårligt indtryk. Stedet er i hvert fald ikke noget for mig. Det virker meget overfladisk og kunstigt det hele med et stort fokus på shopping, mode og luksus, og det er svært at komme rundt som fodgænger på trods af en udmærket metro. Araberne selv ser man nærmest kun i indkøbscentrene gå rundt i deres sorte og hvide dragter med dyre guldure, iPhone 6 og andre luksusprodukter og kigge på modetøj, hvilket i sig selv ikke giver særlig meget mening, når nu de ikke kan vise det frem offentligt alligevel. Dubai er nok et sted, jeg kun kommer tilbage til, hvis der er en bestemt grund, fx arbejdsrelateret. Vi får se.

Tags:

Submit a comment